Iværksættere byggede Volkerts Fabrikker

 

Egentlig kunne det ikke passe bedre, at FirstHub bor, hvor vi gør. De gamle fabriksbygninger blev nemlig opført af to tyske iværksættere, brødrene Johan og Ditlev Volkert fra Neumünster.

De to købte i 1877 nogle gamle bygninger Rendebanen i Koldings midtby, hvor de oprettede et uldspinderi. Successen blev imidlertid hurtigt så stor, at virksomheden voksede ud af sine bygninger. Derfor købte Johan og Ditlev i 1899 en mark uden for byen, hvor der var plads til at bygge dét, der i dag stadig er kendt som ’Volkerts Fabrikker’ i Dalbygade.

Hele iværksættereventyret med brødrene Volkert indeholder en række mindre fantastiske pionérfortællinger. Dygtige og entreprenante specialister lykkedes for eksempel med at etablere et specialdesignet filteranlæg i de nye bygninger, så uldspinderiet kunne få blødt vand i produktionen – noget, der var altafgørende for at kunne levere den krævede kvalitet.

Der blev i den forbindelse også etableret egen brøndboring med vandtårn, som senere blev koblet til Volkerts eget kedelanlæg med tilhørende dampmaskine, der leverede strøm til den voksende produktion.

Volkerts fabrikker leverede således gode og varme uldtæpper under begge verdenskrige, og lukkede først endeligt i 1991, da produktion i Danmark ikke længere var rentabelt.

Siden har bygningerne blandt andet været brugt til kulturelle arrangementer. Nationalskjalden Kim Larsen spillede her blandt andet i 2002. I det nye årtusind har nye visionære iværksættere og virksomheder dog genindtaget bygningerne – blandt andet dem, du møder hos FirstHub.

Hvor ligger first hub

Det hjælper at tro på det

Men det var ikke kun brødrene Volkert, som var entreprenante. Igennem årene lykkedes det nemlig de ansatte på fabrikken at starte et slagkraftigt fagfællesskab, der i flere omgange hjalp med til at sikre bedre løn og forhold for de ansatte.

Det var ikke altid let. Men med flid og vedholdenhed vandt arbejderne små og store sejre. Også i dét kan mange iværksættere spejle sig i.

Moralen er, at man skal holde ved og tro på, at det er det rigtige, man gør. Det gør alle de start-ups og mindre virksomheder, der i dag holder til i de gamle fabriksbygninger – og iværksætterne hos FirstHub er bestemt ingen undtagelse.